Salling Bank

Hurtigt og stabilt fiberbredbånd er næsten lige så godt som penge i banken!

For Salling Bank er det afgørende med en internetforbindelse, der er gearet til fremtiden og fungerer døgnet rundt. Derfor har man valgt en fleksibel fiberbredbåndsløsning fra EnergiMidt

Det var rådgivningen, driftsstabiliteten og den udstrakte service, der gjorde udslaget, da Salling Bank valgte leverandør af fiberbredbånd. Salling Bank blev grundlagt helt tilbage i 1876, men er i dag et fremtidsorienteret pengeinstitut, der arbejder målrettet for at gøre hverdagens bankforretninger lettere for kunderne. Her spiller brugervenlige IT-løsninger en afgørende rolle. Frem for alt en internetforbindelse der fungerer 24 timer i døgnet og som gør den digitale kommunikation mere smidig. ”For os var EnergiMidts fleksible løsning baseret på fiberbredbåndet en helt afgørende faktor”, fortæller IT-konsulent, Michael Kjærulff. ”Fiberbredbåndet betyder jo, at vi altid har optimal hastighed og mulighed for at udbygge eller tilpasse i forhold til vores planer og behov. Når det er sagt, så betød det selvfølgelig også noget med EnergiMidts service og support. Vi har ganske enkelt fået suveræn hjælp og rådgivning gennem hele processen”.

Smidige og effektive arbejdsgange

Salling Bank er det finansielle omdrejningspunkt for erhvervs- og privatkunder i Skive-, Salling-, Vinderup-, Mors- og Viborg-området. Banken har især specialiseret sig i helhedsrådgivning, der kommer hele vejen rundt om kundens forretning. I den forbindelse er opdateret IT-teknologi baseret på fiberbredbånd et vigtigt parameter.

Michael Kjærulf uddyber: ”For os er IT og fiberbredbånd et nødvendigt værktøj, der smidiggør og effektiviserer arbejdsgangene. Ikke bare internt her i banken, men også i vores løbende kontakt med kunderne. Når det for eksempel gælder den finansielle rådgivning, så foregår den til tider via Skype. På den måde sparer kunden en tur i banken og får den personlige service direkte på skærmen. Det stiller krav til internetforbindelsen – den skal bare fungere uden forsinkelser og nedbrud – og det gør den med fiberbredbånd”.

Hastighed, sikkerhed og driftsstabilitet

I kraft af EnergiMidts løsning er alle mødelokaler i Salling Banks filialer tilsluttet fiberbredbåndet og har internet med maksimal båndbredde. Det gør det blandt andet muligt at holde informations- og gruppemøder ved hjælp af Skype. Desuden kan medarbejderne løbende udvikle kompetencer eller udveksle erfaringer via interne webinarer, lige som det selvfølgelig er nemt at lægge vejledninger og skemaer ud på nettet. Det sikrer, at hver enkelt medarbejder har adgang til relevant materiale når som helst.

”Vi har den holdning, at vi ikke vil være begrænsede af teknologi. Derfor er det altafgørende, at de IT-løsninger, vi bruger og tilbyder her i banken, fungerer enkelt og intuitivt. Det nytter ikke noget, at en løsning er udviklet af en nørd til en anden nørd. Vores medarbejdere skal kunne bruge IT-værktøjerne umiddelbart og uden forudsætninger. Det kan kun lade sig gøre, hvis vores samarbejdspartner og leverandør er lydhør og forstår de behov, vi stiller til driftsstabilitet, sikkerhed og løbende opgradering af hastighed”.

Gensidig tillid og udstrakt service

Salling Bank indledte samarbejdet med EnergiMidt for nogle år siden. Fra første dag har det været baseret på en fælles forståelse for bankens ønsker og krav og ikke mindst et gensidigt tillidsforhold. Begge dele er essentielle for at kunne udvikle og implementere en langtidsholdbar løsning. ”Den direkte tilgang til opgaven og evnen til at løse den hurtigt og effektivt er noget, vi sætter stor pris på her i banken. EnergiMidt er lokalkendte og altid nemme at få fat på, hvis der er noget, der skal justeres. Det kan jeg rigtig godt lide. Det er sådan noget, der gør, at min hverdag i IT-afdelingen bliver lidt lettere. Jeg sparer tid, så jeg kan kaste mig over vores mange andre projekter. Og det er næsten lige så godt som penge i banken. Det gør i hvert fald ikke arbejdsdagen ringere, når en kollega stikker hovedet ind og siger, at det hele bare fungerer. Det bekræfter mig i, at løsningen har været rigtigt tænkt og tilpasset fra starten”, slutter Michael Kjærulf.

Top