Spar på strømmen med din teenager

Er teenagere dyre i drift?

Hjemmeboende børn er skønne. Men det kan også være en dyr fornøjelse. Beregninger viser, at en enkelt hjemmeboende teenager kan øge familiens samlede energiforbrug med 1.000 kWh om året, fordi de bruger omkring 20-30 % mere strøm end en gennemsnitlig voksen. Det svarer cirka til 2250 kroner om året i merforbrug.  Derfor er det en god ide at kigge din teenager efter i sømmene. Hvordan ser energiforbruget ud på værelserne? Hvilke vaner har de? Og hvor er det, at strømmen fosser ud?

Fokus på de dyre vaner

Lange brusebade, hyppig tøjvask, mange apparater tændt på samme tid og masser af standby strøm. Sådan kan billedet af en typisk teenager-hverdag nemt se ud.

Dagen starter på badeværelset med et lang bad, imens musikken spiller. Hvis det er en pige, så skal både hårtørrer, glattejern og krøllejernet i brug, inden dagens outfit pilles ud af tørretumbleren. Ind på værelset, hvor både computer, fjernsyn, radio, tablet og mobiltelefon er rødglødende, fordi alle apparater er tændt på samme tid. Skoletasken over skulderen og af sted mod skolen.

Huskede din teenager at slukke for lyset og de mange apparater og skærme? Eller står det hele tilbage og bruger standby-strøm dagen lang? Og hvordan ser billedet ud, når han eller hun kommer hjem igen? Er der så gang i både vaskemaskinen, toastmaskinen, mikroovnen og kaffemaskinen resten af eftermiddagen, imens der bliver set serier på fjernsynet, surfet på computeren, sms’et fra telefonen og hørt musik på anlægget? Hvis svaret er ja, så er der mange penge at spare ved at ændre nogle få ting.

Bestil et energitjek af din bolig

Spar strøm på små ændringer

Det behøver ikke at være hverken kedeligt eller besværligt at spare på strømmen. Der er mange steder i hverdagen, hvor I sammen kan sætte ind, uden at det påvirker komforten. Husk f.eks. at tage opladeren ud af stikkontakten, når mobil, tablet og computer er ladt op. En oplader bruger for ca. 50 kr. årligt i standby-strøm, og en gennemsnitlig teenager har omkring fire eller fem opladere på sit værelse.

Køb en strømsparer-skinne, hvor alle apparaterne tilsluttes. Det betyder, at I fremover kan slukke flere apparater på samme kontakt, så det bliver hurtigt og nemt lige at slukke for strømmen, når din teenager stryger ud af døren. Og overvej sammen, hvor mange apparater det er rimeligt at bruge på samme tid. Nogle gange kører fjernsynet eller anlægget måske bare, fordi det er blevet en vane.

Tænker din teenager over, hvordan han eller hun bruger vasketøjskurven? Nogle gange ryger tøjet til vask, bare fordi det har været en tur ude af skabet og er endt på gulvet – det er nemlig den nemmeste måde at rydde op på. Eller ryger cowboybukserne og cardiganen til vask efter en enkelt dags brug? Det er sjældent nødvendigt at vaske al tøjet hver eneste dag. Og hvad med håndklædet? Det kan sagtens bruges mere end én gang, hvis det hænges til tørre efter brug.

Gør det til et fælles projekt

Det er ikke nemt at tvinge nogen til noget, de ikke selv vil. Det gælder i særlig grad for teenagere. Undgå himmelvendte øjne og lukkede øre ved at inddrage din teenager aktivt i projektet. Måske kan de sparede penge bruges til fælles fornøjelser? En ekstra biograftur, et cafebesøg eller en lækker middag er blot nogle få forslag, der kan være med til at motivere hele familien. Eller måske sparer hele familien samme op til den næste store ferietur?

Ellers kan teenagere spare sig til ting, de drømmer om. Tre måneds energioptimering udløser måske en belønning i form af et par nye sko eller en ny trøje? Der er mange forskellige måder at engagere hele familien på, og du skal finde den tilgang, der passer bedst til jer. Kun du ved, hvad din teenager går og drømmer om.

Og husk så på, at gode vaner smitter. Jo tidligere og jo tydeligere du selv begynder at spare på strømmen, slukke for lyset og minimere standby-forbruget, jo nemmere og jo hurtigere vil din teenager kopiere dig og selv begynde at tænke over sit energiforbrug. Og hvis din teenager får grundlagt en række gode og fornuftige vaner i de tidlige teenageår, så vil den sunde indstilling også præge deres voksenliv, hvor de selv hænger på alle regninger.

 

Vil du spare penge på strøm? Så brug pæren!

Top