; 54.196.86.89;

Smart Home: Fremtidens hjem

Hvad er ”Smart Home”? Hvorfor er det smart? Og hvilken betydning får det for din og familiens dagligdag?

Direkte oversat betyder Smart Home på dansk ”intelligent hjem” og det er netop, hvad det er. Smart Home er betegnelsen for fysiske ting, der tilkobles internettet og bliver intelligente og smarte nok til at tale sammen og assistere dig og familien i dagligdagen.

Konceptet er en del af Internet of Things (IoT) som udbredes mere og mere i Danmark. Førhen var det intelligente hjem kun forbeholdt dyre totalløsninger, men nu er Smart Home-teknologien så langt, at det intelligente hjem og de såkaldte Smart Home-produkter, også er økonomisk tilgængelige for helt almindelige mennesker.

Smart Home-teknologien – Hvad kan jeg bruge den til?

Forestil dig en radiator, der automatisk skruer ned for varmen, når du lufter ud. Lys, der slukker, når du forlader matriklen og tændes igen lige inden børnene kommer hjem fra skole. En vaskemaskine, der starter automatisk og er klar til at blive tømt, når du kommer hjem fra arbejde og et køleskab, der fortæller, når du er ved at løbe tør for mælk – og måske endda bestiller en ny til dig online. Vi kunne blive ved!

Det er efterhånden kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der bliver muligt med den teknologiske udvikling og IoT. Smart Home systemer åbner op for en helt ny måde at tænke og ikke mindst indrette sig på.

Få styr på det intelligente hjem

For at gøre mulighederne lidt mere overskuelige kan det intelligente hjem deles op i fire hovedkategorier, som vi gennemgår nedenfor.

Smart Energi

Vil du gerne spare både energi og penge, så kan du med fordel udstyre dit intelligente hjem med ”smart energi” produkter. Med en række sammenkoblede sensorer og faste installationer som el, vand, varme og lys, der taler sammen i Smart Home systemer, kan jeres forbrug nemt justeres og reguleres til at arbejde mest energivenligt.

Så kan radiatoren eller gulvvarmen justere sig selv efter behov og husets LED-pærer kan via en app på din telefon tjekke, om du og familien er hjemme – og hvis ikke, slukke helt af sig selv.

Sikkerhed

Udover fokus på energibesparelser i hjemmet er overvågning og sikkerhed et af de områder, der er længst i udviklingen. Via alarmer, kameraer og elektroniske låse kan du følge med i, hvad der foregår i og omkring dit hjem, uanset om du sidder på arbejdspladsen eller på ferien i Sydspanien.

Du kan holde øje med, om børnene er kommet sikkert hjem fra skole eller lukke postbuddet ind med den længe ventede pakke. Overvågningskameraerne er endda så avancerede, at de kan registrere unormale bevægelser eller ansigter, der ikke genkendes.

Ubegrænset underholdning

De intelligente underholdningsprodukter er også langt inden for Smart Home-teknologien. Stort set alle moderne produkter kan kobles til det trådløse netværk. Du og familien har højst sandsynligt allerede et eller flere af disse installeret i dag: Et smart-tv, der kan streame film og tv-serier fra Netflix.

En spilkonsol, der lader børnene spille online. Eller et musikanlæg, der kan styres med din smartphone. Mange af produkterne har eksisteret i flere år, men det er først nu, vi begynder at få øjnene op for, hvor smarte de egentlig kan være.

Intelligent husholdning

Husholdningsprodukterne spås også en stor fremtid i vores kommende "Smarte Hjem”. Her finder vi blandt andet hårde hvidevarer og andre ting i køkkenet. I dag fås allerede kaffemaskiner, du via en app på din telefon kan sætte til at brygge din kaffe, og inden længe får vi et køleskab, der kan holde styr på madvarernes udløbsdatoer og bestille nye for dig. Den digitale robotstøvsuger har allerede gjort sit indtog og vaskemaskinen, der kan fjernstyres, sælges i de mest almindelige butikker.

Alexa og Google Home i det intelligente hjem

Næste skridt på vejen inden for det intelligente hjem er en hub, hvor du kan samle håndteringen af de intelligente produkter. Eksempler på en sådan hub er Apples Homekit, Google Home og Amazons Alexa. Sidstnævnte kan du endda tale til og således få personlig assistance, når du har brug for det.

”Alexa, tænd lyset” er det første, du siger, når du træder ind ad døren. ”Alexa, vis Disney Show” hører du børnene fra sofaen inde i stuen. Det lyder måske som ren science fiction, men det er det faktisk ikke. Indtil videre må vi i Norden dog nøjes med at læse om disse, da det primært er amerikanerne, der er nået hertil.

Gør dit hjem intelligent med fibernet og Smart WiFi

Det er ikke uden grund, at fibernet kaldes fremtidens internet. Med mulighed for at transportere data med lysets hastighed, findes ikke en hurtigere eller mere stabil internetforbindelse – og det er der behov for i fremtidens intelligente hjem.

Med Smart WiFi er du desuden garanteret en lynhurtig internetforbindelse i alle husets rum. Så er du sikker på, at kaffemaskinen rent faktisk starter, når du sætter den til at brygge fra sengekanten – eller at både du og børnene kan se jeres yndlingsserie lige meget hvor i huset, I befinder jer.

Er du stadig i tvivl om, om fibernet er det rigtige for dig? Få et overblik over alle fibernettets fordele her.

Top