Information om sikkerhedspakken | Fiberbredbånd | Eniig

Lær mere om din sikkerhedspakke – hvad er det egentligt den beskytter imod?

Når du er fiberkunde hos Eniig, får du en sikkerhedspakke fra Chili Security med i din fiberløsning. Men hvad beskytter den egentlig imod? Og er det overhovedet nødvendigt?

De fleste kender til risikoen for at få virus på sin computer, hvis man færdes på internettet. Derfor betaler mange for at få et antivirusprogram installeret på PC’en for at undgå netop det. Som fiberkunde i Eniig får du en sikkerhedspakke med som en del af din fiberløsning, som udover antivirus også indeholder Anti-Ransomware, firewall og meget mere. Men hvad er det nu helt præcist, at de her ting beskytter imod? Og hvorfor er det så vigtigt? Det kan du få svar på her.

Antivirus
De fleste, der bruger en computer har, eller vil komme til at stifte bekendtskab med computervirus. Nogen opdager det måske aldrig, og for andre får det fatale konsekvenser.

Der skal typisk ikke mere til end et enkelt klik på det forkerte link, før man kan blive inficeret. Derfor anbefales det altid, at computerejere har et antivirusprogram installeret, som kan beskytte dem mod at klikke de forkerte steder. Kort sagt sørger antivirus-funktionen for at forhindre, opspore og fjerne computervirus. Din sikkerhedspakke fra Chili Security beskytter dig mod virus på to forskellige måder: Downloader eller klikker du på en fil, bliver den scannet for virus, inden du får lov til at åbne den. Derudover kører antivirusprogrammet i baggrunden, når computeren er tændt, så der hele tiden scannes for virus. Det er blandt andet den del, man ikke altid får med i gratisversionerne af antivirusprogrammerne.

Anti-Ransomware
Ransomware er et af de mere alvorlige cyber-angreb, du kan blive udsat for. Ofte sker der det, at en ondsindet kode kommer ind på computeren - det kan blandt andet ske ved at brugeren downloader en inficeret fil på nettet, klikker på et link, en vedhæftet fil i en mail eller lignende. Når først computeren er inficeret, bliver computeren låst - f.eks. ved at brugeren ikke kan åbne bestemte filer eller ikke kan starte computeren op. Bagmændene kræver herefter løsepenge for at udlevere den nøgle, der kan låse computeren eller filerne op, og i mange tilfælde er dette også rent snyd. Til gengæld kan man risikere at få en mail med krav om endnu flere penge.

Er man først blevet ramt af ransomware, er der ofte ingen vej uden om. Derfor er det vigtigt med beskyttelse. Sikkerhedspakken indeholder en Anti-Ransomwarefunktion, som er den nyeste måde at bekæmpe ransomware på. Funktionen ændrer nogle protokoller i PC’en, der gør det sværere at blive ramt. Præcist hvordan det fungerer, er det dog de færreste, der ved - det bliver nemlig holdt hemmeligt for at forhindre, at bagmændene bag ransomware-angrebene ikke udvikler koder, der kan omgå beskyttelsen.

Antispam
Både virus, ransomware og andet malware breder sig typisk gennem spammails, der er kendt for at forsøge at indhente personkritiske oplysninger ved at udgive sig for at være et velkendt firma. Har man Outlook eller andre mailprogrammer, der ikke åbnes via internettet, sørger antispam-funktionen for at installere en udvidelse, der beskytter dig mod spammails.

Firewall
Firewallen, der også findes i sikkerhedspakken, beskytter dig mod mere målrettet hacking. Når du sender og modtager data på din computer, sker det gennem forskellige kommunikationsporte. En firewall fungerer som en slags sikkerhedsvagt, der kontrollerer trafikken ud og ind gennem de mange porte. Kun dem, du har givet tilladelse, får lov at passere.

Sikker browser til netbank og online handel
Med sikkerhedspakken får du også en særlig Safepay-browser, der er god at bruge, når du går på netbank eller shopper online. Er man på et åbent wifi-netværk, eksempelvis på kaffebaren eller i lufthavnen, kan udefrakommende nemlig opfange data såsom bankkonti og personlige oplysninger. Safepay-browseren sørger for at kryptere alt data, du sender afsted, så informationerne gøres ulæselige af alle undtagen modtageren. På den måde er dine oplysninger altid i sikkerhed.

Fire gode råd til din færden på internettet
Sikkerhedspakken er rigtig god til at minimere risikoen for, at din computer angribes virus, ransomware og lignende. Men der er også mange ting, du selv kan gøre for at undgå inficering:

      1. Vær opmærksom på stavefejl
        Når du læser dine mails, skal du være meget opmærksom på stavefejl eller mærkelige formuleringer. Med tiden er svindlerne blevet gode til at sende mails, der ved første øjekast ligner noget fra eksempelvis SKAT eller et andet velkendt firma. Men det vil som regel være ret nemt at genkende det som svindel, hvis man læser ordlyden, der ofte er dårligt oversat gennem Google Translate eller lignende.

      2. Hold computeren opdateret
        Det er vigtigt, at du altid husker at installere de seneste opdateringer til eksempelvis operativsystemet eller programmer.

      3. Ingen er immune overfor virus
        En anderledes vedholdende myte inden for computerbranchen går på, at Mac-computere ikke behøver antivirusprogrammer, fordi der simpelthen ikke er udviklet vira, der inficerer Apples computere. Virkeligheden er dog en helt anden. Heldigvis dækker sikkerhedspakken Mac-computere såvel som andre mærker.

      4. Klik aldrig hvis du er i tvivl
        Er du i tvivl, om det link, du skal til at klikke på nu er validt? Så lad vær med at klikke på det. Din sunde fornuft er det bedste forsvar mod alle slags cyberangreb, og hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det typisk også tilfældet.

Top