23. januar 2019

I dag fejrer vi strømmen

Den 23. januar er Strømmens Dag. Det er dagen, hvor vi i hele Norden hylder strømmen, som vi ellers tager for givet i dagligdagen. Strømmen er en forudsætning for mange af vores gøremål hver eneste dag, den er der 99,99 procent af tiden, og den bliver stadig grønnere. Det er værd at fejre.

Mange af vores yndlingsting, -spiser og -beskæftigelser har fået deres egen mærkedag - international krammedag, pandekagedag, bacondag og hundens dag - bare for at nævne nogle stykker. Gennem de seneste fem år har strømmen også haft sin egen mærkedag. Nemlig Strømmens Dag, som falder i dag den 23. januar.

Lige fra du slår øjnene op om morgenen, og til du lukker dem igen om aftenen, er strømmen med dig i de fleste ting, du gør. Dit vækkeur, lyset i dit hjem og på din arbejdsplads, kaffemaskinen, radioen, gadelygterne, opladeren der holder liv i din telefon, computer og tablet.

Strømmen er der hele tiden, og du tænker sjældent over den, før der sker et nedbrud, og du opdager, hvordan alting går i stå, når den mangler.

Heldigvis sker det sjældent, for i Danmark har vi strøm i kontrakten 99,99 procent af tiden, og den bliver grønnere og grønnere. Faktisk så grøn, at 64 procent af vores elproduktion i 2018 kom fra vedvarende energi. I 2030 vil strømmen være 100 procent grøn. Samtidig blev det danske energisystem i 2018 for tredje år i træk kåret til verdens bedste.

Der er med andre ord god grund til at tage strømmen for givet, for den er der stort set altid. Men der er også god grund til at stoppe op en enkelt dag om året og sende den en kærlig tanke, når du fremtryller din livret i køkkenet eller læser godnathistorie for børnene i natlampens skær.

Fakta om strøm:

  • Vi har i Danmark strøm i stikket 99,99 procent af tiden. I 2016 oplevede danske elkunder i gennemsnit 15 minutters uplanlagte afbrud. Det er det laveste tal i Europa
  • I 2018 producerede danske solceller strøm svarende til 2,8 procent af vores elforbrug. Det er det største tal hidtil. Samtidig producerede de danske vindmøller strøm svarende til 41 procent af vores elforbrug
  • CO2-indholdet i el er faldet med 68 procent mellem 2000 og 2018 ifølge Dansk Energis beregninger, som følge af den grønne omstilling
  • I 2018 udgjorde vedvarende energi cirka 64 procent af vores elproduktion. I 2030 vil strømmen være 100 procent grøn
  • Det danske energisystem blev i 2018 kåret til verdens bedste for 3. år i træk af World Energy Council
  • Elnettet i Danmark er 170.000 km langt og kan nå mere end fire gange rundt om jorden
  • Prisen for transport af el i Danmark er lavere end hos vores nabolande målt i forhold til leveringskvalitet
  • Selvom el bliver stadigt grønnere, er danske husholdninger i toppen blandt de mest afgiftstyngede elkunder i Europa med 58 procent i skatter og afgifter på elregningen i 2019
  • Som følge af december-orkanen i 1999 var 440.000 danske husstande uden strøm i gennemsnitligt 10 timer. Siden dengang har vi lagt rigtig mange elledninger i jorden. Så nu blæser Allan, Bodil, Dagmar og Urd hen over elnettet uden de store afbrud
Kontakt
Andre nyheder
Top